EOTRH
Equine odontoclastic tooth resorption and hypercementosis
Hvad er EOTRH?
En smertefuld tandlidelse der rammer for- og hjørnetænder (hingstetænder) og i sjældnere tilfælde kindtænderne hos heste. Ældre heste og nogle hesteracer (især islændere) ser ud til at være i øget risiko ift. yngre heste af andre racer.
Hvad betyder EOTRH?
EOTRH står for Equine Odontoclastic Tooth Resorption and Hypercementosis
Odontoclastic; betegnelsen for de celler (odontoklaster) der står for nedbrydningen af knogleceller i kroppen.
Tooth Resorption; betegnelsen for en nedbrydningsproces der foregår i kroppen, i dette tilfælde af tanden.
Hypercementosis: cement er en vigtig og stor bestanddel af hestetanden, der sørger for at holde tanden fast i kæbeknoglen. I nogle tilfælde af hypercementosis dannes der for meget (hyper) cement.
Hvad skyldes det?
Hestetanden er noget anderledes bygget end mennesketanden. Yderst er hestetanden dækket af et lag cement helt fra top til bund, herunder er emaljen og inderst består tanden af dentin med en nervekanal (pulpa) i midten. Mennesketanden derimod har emalje yderst på kronen (den del af tanden der er over tandkødet) og cement yderst på roden (under tandkødet). På indersiden af dette er der, som i hestetanden, dentin og en pulpa i midten.
I tilfælde af EOTRH sker der en nedbrydning (resorption) af hele tanden. Dette sker over længere tid og medfører en betændelsesreaktion (inflammation) omkring tandroden, der sidenhen kan blive til tandbylder med store mængder pus. Tandbylder er ligesom bumser, hvor pus trykker på vævene omkring og vil forsøge at komme ud af såkaldte fistler (kanaler). Dette kan ses som små røde prikker/sår i tandkødet omkring tænderne, hvor der nogle gange kan trykkes pus ud. Denne inflammation virker selvforstærkende på resorptionen og tanden vil med tiden blive løs. Som reaktion på dette, forsøger kroppen at danne mere cement (hypercementose) for at holde tanden fast. Hypercementose medfører misdannelse af tandens rod og er med til at give den karakteristiske "bulende" form på tandroden og tandkødet.
Symptomer på EOTRH kan være:
- Hævet, rødt/misfarvet, bulet og tilbagetrukket tandkød
- Røde prikker/fistler i tandkødet, hvorfra der evt. kan klemmes pus ud
- Øget mængde tandsten på tænderne
- Ømhed ved tryk over tandrod og tandkød
- Frakturerede (knækkede) tænder
Hvorfor er EOTRH et problem for din hest?Nedbrydning af tanden, med dannelse af pus og tandbylder, samt senere overproduktion af cement der trykker på og misdanner kæbeknoglen, er alt sammen smertefuldt for din hest. Hesteejere oplever derfor ofte at deres hest er begyndt at tygge og æde anderledes. En god EOTRH test er at give din hest en gulerod, og se om den vil bide den over med fortænderne. Hvis ikke den vil det, kan det skyldes at fortænderne gør ondt.
Hvordan behandles det?Den eneste behandling af EOTRH er at ekstrahere (trække) de dårlige tænder ud. Da sygdommen ofte starter med at ramme hjørnetænderne eller de yderste fortænder og bevæger sig ind mod de midterste, kan man trække tænderne ud hen ad vejen, som de rammes. På længere sigt skal alle fortænder som regel trækkes ud, da sygdommen er progressiv, dvs. forværres og spreder sig over tid.
Heste lever overraskende godt uden deres fortænder og der skal ofte ikke ændres i deres foderplan, da de tygger deres foder med kindtænderne. De kan også sagtens æde græs uden fortænder, da de hurtigt lærer at bruge deres læber og tunge til at rive græsset af med.
Hesteejere oplever ofte at deres hest bliver meget gladere og æder meget bedre efter den har fået trukket de dårlige tænder ud.
Jo længere man venter, des mere svækket bliver tænderne og dermed bliver det både vanskeligere og mere omfattende at trække tænder ud.